Abrahams mange sønner

 

Nogle mener, at jøder, kristne og muslimer tror på hver sin helt forskellige gud. Andre hævder, at de allesammen er børn af gamle fader Abraham.

 

Af Søren Holst (Kronik i Fyens Stiftstidende 21. dec. '07)

 

Alle véd, at Abraham gennem sin søn Isak er jødernes stamfar. De kristne betragter sig som ”adopterede” børn af Abraham, så her har den biologiske afstamning ikke noget at sige. Muslimer går begge veje: De mener lidt på samme måde som kristne, at Abraham var den første sande troende, allerede før henholdsvis kristendom og islam blev til – men muslimer finder desuden ligesom jøder et biologisk link tilbage til patriarken, i og med at Abrahams første søn Ismael spiller en stor rolle i Koranen.

Til tider ser man det nærmest beskrevet som om, jødedom og islam blot har holdt på hver sin ”hest” blandt Abrahams to sønner og forsøgt at ignorere den anden. Men så enkelt er det ikke. Isak omtales endnu flere gange end Ismael i Koranen. Og Bibelen har på den anden side ganske meget andet at sige om Abrahams afkom end blot det, der gælder Isak. I forbindelse med et satsningsområde på Københavns Universitet om ”Religion i det 21. Århundrede” har en gruppe yngre forskere været nede i materialet en ekstra gang for at se, hvad der egentlig står. Det er blevet til en bog om ”Abrahams spor” hele vejen fra Det Gamle Testamente og til nutidens kunst og filosofi.

Og hvad siger den ældste beretning om Abraham, den i Det Gamle Testamente, så om patriarkens efterkommere? Til at begynde med lod børnene vente på sig: Abrahams karriere startede med, at Gud lovede ham et land og en talløs mængde efterkommere – og, som en slags sidegevinst, at ikke blot hans egne efterkommere, men ”alle jordens folk” skulle blive velsignet igennem Abraham. Men det første fortællingen har at sige om hans hustru Sara, allerede inden Guds storslåede løfter, er at hun var ufrugtbar. Det bliver hun ved med at være i ni samfulde kapitler. Første Mosebog kan faktisk læses som en lang afhandling om ufrivillig barnløshed: Læseren skal ikke lades i tvivl om, at får man børn, så er det en gave fra Gud og ikke en selvfølge.

Problemet med at få børn fik Sara til at foreslå, at hendes egyptiske slavinde kunne fungere som rugemor: Når Sara ejer Hagar, vil Sara altså på en måde have fået et barn, hvis Abraham besvangrer Hagar. Fremmedartet, men logisk nok, hvis slavehold og flerkoneri er en del af verdensbilledet. Værdigheden som stammoder stiger imidlertid Hagar til hovedet, og Sara reagerer ved at jage hende bort. I ørkenen finder en engel hende og sender hende tilbage til familien Abraham, idet den siger ”Jeg vil gøre dine efterkommere så talrige, at de ikke kan tælles”. Det er næsten en ordret gentagelse af det løfte, Abraham to gange tidligere har fået, men denne gang altså til en udenlandsk slave – og tilmed en kvinde! Skønt fortælleren godt ved, at det er den endnu ufødte søn Isak, der skal blive stamfar til det udvalgte folk, hælder han ødselt de samme løfter ud også i andre retninger.

Og hjemme hos familien Abraham bekræfter Gud det over for patriarken selv: Abraham tænker tilsyneladende ”Én søn i hånden er bedre end ti på taget” og beder Gud om simpelthen at lade de gyldne løfter gælde Ismael, i stedet for at vente længere på, at den nu 89-årige Sara skal blive mor. Det afviser Gud: Sara skal føde. Men i samme åndedrag siger han, ”Med hensyn til Ismael bønhører jeg dig … Tolv høvdinge skal han blive far til, og jeg vil gøre ham til et stort folk”. Tolvtallet sikrer, at selv ikke den tungnemmeste læser kan overse ligheden mellem Ismaels efterkommere og det fremtidige israelitiske folk af tolv stammer.

Da Isak endelig bliver født, bryder jalousien imidlertid ud i familien, og Sara kræver Hagar og Ismael sendt bort. De farer vild i Negev-ørkenen, hvor Hagar til sidst, da drikkevandet er sluppet op, lægger drengen til rette under en busk, så han kan dø i skyggen, mens hun selv går længere bort for at slippe for at se på det. Igen dukker en engel op. Den opfordrer hende til at fatte mod og hente drengen igen, og den viser hende en brønd. Og to vers senere er drengen ikke blot blevet reddet fra døden, men er vokset op og har slået sig ned i Sinaj-ørkenen og giftet sig med en egyptisk kvinde, så løftet om, at også han skal blive til et stort folk, kan begynde at gå i opfyldelse.

Dette er mere end blot en beretning om oprindelsen til de ørkenstammer, som Ismael bliver stamfader til. Det er også en slags kommentar til den næste episode i Abrahams liv, nemlig beretningen om, hvordan Abraham lige akkurat ikke ofrede Isak.

De to fortællinger har så påfaldende mange træk til fælles, at det må være med vilje: Begge steder befinder en fortvivlet forælder sig langt fra hjemmet alene med sit barn og imødeser barnets død af uventede og uforståelige årsager. I begge tilfælde er tragedien yderligere uforståelig, fordi fortællingen hidtil har understreget, at netop dette barn skulle vokse op som stamfader til et stort folk bestående af tolv stammer. I begge tilfælde bliver barnet reddet i sidste øjeblik ved at ”Guds engel råbte fra himlen” og giver besked om at barnet skal overleve. Og i begge tilfælde reagerer barnets forælder ved at se op og få øje på redningen: Hagar ser en brønd; Abraham får øje på en vædder, han kan ofre i stedet for sønnen. De to beretninger om Ismaels afværgede død i ørkenen og Isaks afværgede ofring antyder altså helt ned i en stribe detaljer, at Abrahams to sønner har parallelle løbebaner foran sig som stamfædre henholdsvis til tolv beduinstammer i landet øst for Jordan-floden og til Israels tolv stammer.

Efter Saras død gifter Abraham sig igen – han er på dette tidspunkt kun hen ved 130 år, og altså en mand i sin bedste alder. Og mens Sara kun blev mor til Isak, får den nye hustru Ketura seks sønner, som igen bliver stamfædre til en hel stribe folkeslag. Endnu engang lader fortælleren altså skinne igennem, at Abraham udover at være israelitternes forfader desuden er stamfader til omtrent den halve verden. I Makkabæerbøgerne, som hører til de ”apokryfe” skrifter, som kun er med i nogle versioner af Det Gamle Testamente, findes den samme tanke i en endnu mere globaliseret udgave: Her er Grækenland en del af verdensbilledet, og Abraham er foruden til israelitter og andre mellemøstlige folk også stamfader til Spartanerne.

Men hvorfor bruger Bibelen så meget krudt på at fortælle, at Abraham fik efterkommere, som i øvrigt ikke spiller nogen rolle i den bibelske fortælling? For det første fik vi jo et vink om det helt fra fortællingens begyndelse. Abraham skulle ikke bare selv blive velsignet, men blive anledning til at ”alle jordens slægter” bliver velsignet: Løfterne ”skvulper over”, så at sige, og kommer til også at omfatte andre end israelitterne.

Og for det andet udgør Abraham en slags ”hængsel” i fortællingen. Med ham sker den største overgang i Bibelen (på nær dén fra Det Gamle til Det Nye Testamente): Før Abraham handlede det om menneskeheden, derefter handler det især om Israel. Men for at ingen læser skal få den tanke, at Gud derefter har meldt sig ud af resten af verden, går hele Abrahams karriere med at etablere sammenhængen mellem Israel og de andre folkeslag – snarere end forskellen mellem dem. Det er ikke sikkert, at alt hvad kristne og muslimer siden har gjort krav på med hensyn til patriarken, er berettiget. Men det er Det Gamle Testamente selv, der gjort, at påstanden lå lige til højrebenet: Vi er alle Abrahams børn.

 

Bogen Abrahams spor: Abrahamfiguren i religion, filosofi og kunst, af Lars K. Bruun, Finn Damgaard, Thomas Hoffmann, Søren Holst og Jesper Skau, udkommer på Forlaget ALFA den 8. november.