Var Adam jøde?

Bibelen lægger ud med at fortælle om altings begyndelse. Men hvad med religionen – har Bibelen en mening om, hvornår den blev til?

Af Søren Holst (kronik i Kristeligt Dagblad 25/9 '2007)

Et par begavede teologiske studenter standsede mig en dag på gangen og spurgte, ”Var Adam egentlig jøde?”. Det korte og nemme svar ville selvfølgelig have været, ”nej, den første jøde – eller israelit – var Abraham”. Men det vidste studenterne naturligvis godt i forvejen. Når spørgsmålet er værd at stille, er det fordi det korte og nemme svar ikke er helt nok. ”Adam var dog en hedensk Mand … var dog for Gud i Naade-Stand”, skriver Grundtvig i digtet med den kendte titel Menneske først og Christen saa. Og der er, ikke kun for Grundtvig, mere at sige om Adams gudsforhold end blot dét, at jødedom såvel som kristendom blev opfundet efter hans tid, og at han derfor hverken var jøde eller kristen. For hvad var han så? Man kan godt betragte hele Første Mosebog som ét langt svar på det spørgsmål.

Jødedommen bygger i Bibelen frem for alt på to ting: Templet og Moseloven (nutidens jødedom klarer sig med Moseloven; sådan har det været, siden den romerske hær ødelagde templet for næsten totusinde år siden). Men Moseloven fik israelitterne jo, som navnet siger, da Moses steg op på Sinaj-bjerget og modtog den fra Gud; en del af Moseloven er netop reglerne for de ofre, som skulle udgøre gudstjenesten i templet. Og det sker ikke før i den sidste halvdel af Anden Mosebog. I Bibelens første skrift er der altså hverken tempel eller Moselov. Og dermed ingen jødedom.

Det er et fænomen, som optog de jødiske lærde i oldtiden brændende – også de, som samlede Det Gamle Testamente. Man kan sige det på den måde, at Det Gamle Testamente ser på tiden før Moses på samme måde som Det Nye Testamente ser på hele Det Gamle Testamente: Dét, der går forud, hænger uløseligt sammen med det, der kommer efter. Men samtidigt er det afgørende forskelligt fra det, der kommer efter, fordi der er noget helt centralt, som ikke er kommet til endnu: I Det Gamle Testamente er det Moseloven, i Det Nye Testamente: Kristus.

Men hvordan bærer Det Gamle Testamente sig så ad med at knytte det gudsforhold, der baseres på tempel og Moselov, sammen med den tid, der gik forud? Det sker, ved at det igen og igen skildres, at der så at sige er ”hul” bagud af de religiøse institutioner, så at en forbindelse til Gud, som man skulle tro var forbeholdt jøder, også findes hos hele menneskehedens forfædre.

Abraham og kirkeskatten

Da Abraham vender sejrrig hjem efter at have nedkæmpet nogle lokale småkonger, som har taget hans nevø Lot som krigsfange, bliver han budt velkommen af en gådefuld skikkelse ved navn Melkisedek. Han er præst i byen Salem, hvor han leder dyrkelsen af guden ”Den Højeste”. Og han går den hjemvendte Abraham i møde med brød og vin og velsigner ham.

Melkisedek er den første præst, vi hører om i Det Gamle Testamente, og det hebraiske ord for ”præst”, som fortælleren bruger, er det samme ord, som ellers hovedsageligt bruges om de israelitiske præster ved den helligdom, som under Moses’ ledelse bliver bygget ved Sinaj og som senere bliver erstattet af Salomos tempel i Jerusalem. Og navnet på Melkisedeks by, Salem, er formodentlig en forkortelse af netop Jerusalem. Men der er intet spor i teksten af, at Melkisedek skulle være i slægt med Abraham. Han hører til den gruppe, som man længere fremme i Det Gamle Testamente ville kalde ”hedningefolkene”, og deres gudsdyrkelse har det meste af Det Gamle Testamente ellers ikke noget godt at sige om – den er mest skildret som en bestandig fristelse for israelitterne, og Det Gamle Testamente bruger en helt anden glose for dens præster; den gengives i den danske oversættelse som ”afgudspræster”.

Men her optræder altså, så at sige på forskud, en præst, endnu før præster er opfundet. Og det er tydeligvis fortællerens mening, at Melkisedek er præst for den selv samme Gud, som i Det Gamle Testamente skaber himmel og jord, udvælger Abraham og giver sin lov til Moses. At Abraham ser sådan på det, fremgår af, at han betaler ”tiende” til Melkisedek, som israelitterne langt senere skulle gøre til det israelitiske præsteskab.

I den gråzone af den bibelske fortælling, som vi her befinder os i, hvor Israel ikke fuldt ud er blevet til endnu, kan det altså godt lade sig gøre, at en ikke-israelitisk præst, der kalder Gud ved det underlige navn ”Den Højeste”, alligevel kan være sand præst.

Men Abraham var trods alt også israelitternes stamfader, selv om han levede uden tempel og Moselov. Hvad med tiden før ham? Lad os gå tilbage til Noa.

Noa, pagten og de rene dyr

Noa skulle laste sit fartøj med ét par af hver dyreart, men syv par af de ”rene” dyr. Det er første gang, vi overhovedet hører om, at der er noget, som hedder ”rene dyr”, og det er ganske godt klaret af Noa, at han kan følge Guds instrukser, for hvilke dyr, der faktisk er ”rene”, bliver ikke åbenbaret før i Tredje Mosebog, mange hundrede år efter Noas tid. Men det er endnu et eksempel på, at Første Mosebog beskæftiger sig intenst med, hvad der gik forud for Israel, og hvordan det hænger sammen med Israel selv: Noa er på ingen måde israelit, men alligevel kan han altså til tider følge regler, som først bliver udtrykkeligt givet til Israel længe efter. Israels forhistorie strækker sig altså i virkeligheden længere tilbage end til patriarkerne Abraham, Isak og Jakob. Måske er det derfor, Gud både før og efter syndfloden taler om at indgå en ”pagt” med Noa, et ord der jo ellers mest bruges om Guds forhold til Israel.

Da Noa går i land, får vi forklaringen på de ekstra dyr. Hans første handling er at holde gudstjeneste: Han bygger et alter og bringer ofre, og overholder til punkt og prikke de senere regler om, at det kun er rene dyr, der må indgå i et israelitisk offer. Og lige som den senere israelitiske gudstjeneste har Noas offer til formål at vedligeholde forbindelsen mellem mennesker og Gud. Det lykkes til overflod: Da Herren lugter offerrøgen, beslutter han, at syndfloden skal forblive en éngangsforestilling: Det nytter ikke noget en anden gang at lade menneskenes uretfærdighed resultere i en kosmisk katastrofe.

Adam og helligdagene

Men hvad så med Adam, hvis navn jo simpelthen betyder ”menneske”. Der er ikke meget religion i Edens have, men det er netop også en del af pointen med fortællingen om Edens Have: Den er ”den omvendte verden”, hvor alt gik anderledes til end hos os udenfor haven. Dér kunne mennesket og Gud gå aftentur med hinanden, og så er der ikke brug for kirker, templer, ofre og bønner. Men i hele resten af Det Gamle Testamente er det menneskets virkelighed, at der er afstand mellem Gud og menneske – en afstand, som det er farligt at overskride, men som der på den anden side nødvendigvis skal være en forbindelse hen over. Det er derfor, det allerførste kapitel uden for haven fortæller om hele to former for gudstjeneste: Kain og Abel ofrede noget af deres udbytte af jordens frugtbarhed; og på Adams sønnesøn Enosh’s tid ”begyndte man at påkalde Herrens navn”, dvs. at nærme sig Gud ved hjælp af ord, bønner, og ikke ved hjælp af ofre.

Allerede inden vi hører om Edens Have, har Gud imidlertid indført nogle af de mest grundlæggende dele af jødisk gudstjeneste: Sabbaten og helligdagene. Ikke alene slutter skabelses­beretningen med, at Gud erklærer den syvende dag for en hellig hviledag. Men allerede på den fjerde dag, da sol, måne og stjerner bliver skabt, handler det udtrykkeligt om menneskets religiøse praksis. Himmellegemerne skal nemlig ikke først og fremmest lyse. Lyset blev skabt allerede på den første dag. Lys uden sol er naturligvis ikke realistisk – det har selv den tungnemmeste israelitiske bonde vidst bedre end vi med alle vores gadelygter. Men meningen er at fremhæve en anden funktion ved sol og måne: De er grundlag for kalenderen, og tidsregning er i oldtiden frem for alt et religiøst fænomen. Sol og måne skal ”tjene som tegn til at fastsætte festtider, dage og år” – eller med andre ord: De skal fortælle menneskene, hvornår det er tid til at holde gudstjeneste!

Så selv om Adam måske ikke ligefrem var jøde, havde han en god del til fælles med dem.

Kronikken er et sammendrag af nogle afsnit fra bogen "Kommentar til Første Mosebog", som udkom i Bibelselskabets nye kommentarserie, ”Kontekst”, 21. september 2007.