Hvad nyt fra rullerne?

Af Søren Holst og Bodil Ejrnæs

(trykt i Det teologiske fakultets nyhedsbrev, TEOL-information, januar 2007)

I et halvt århundrede har Det Teologiske Fakultet i København på forskellig vis været involveret i udforskningen af ”Dødehavsrullerne”. Men kan der virkelig fortsat koges nye spændende supper på dén ret specielle pølsepind? Det kan der – og ikke nok med det: Udforskningen af teksterne er på vej ind i en helt ny tidsalder.

Nye ruller

”Fandt du så nogle nye ruller?”, spørger vittige hoveder gerne, når de hører, at man har været i Israel for at tale med andre forskere om Dødehavsskrifterne. Og i den mere seriøse afdeling: Når vi har holdt et af vores talrige foredrag landet over om skriftfundene fra Det Døde Hav, er der altid en tilhører, der spørger: ”Kan det stadig tænkes, at der kan blive fundet nye ruller?”. Og, ja, det kan jo sådan set godt tænkes. Ganske vist finkæmmede de israelske myndigheder i 1993 udvalgte dele af Det Døde Havs vestlige bred med ekkolod forud for den overdragelse af området til Det Palæstinensiske Selvstyre, som man havde håbet skulle være begyndelsen til fred i Mellemøsten. Men de kan sagtens tænkes at have overset en lille hule eller to. Det får vi måske at se en dag.

Mere sandsynligt er det dog, at der kan dukke manuskripter op, som har ligget på private samleres eller antikvitetshandleres hylder siden 50’erne, og som derfor er ”nye” for forskerne og andre interesserede, når de endelig bliver tilgængelige. Vi var fx for et par år siden under et besøg i Oslo med til at granske en stump pergament, som den norske samler Martin Schøyen kort tid før havde købt, men endnu ikke havde nået at vise frem for forskere. Det viste sig at være en stump af den oprindelige aramaiske tekst til ”Enoks Bog” – en åbenbaringsbog fra århundrederne før Kristi fødsel om Enoks rundtur i både himlen, dødsriget og fremtiden. Bogen har været kendt i etiopisk oversættelse op gennem tiden, bl.a. fordi den etiopiske kirke talte den med til sine hellige skrifter, men først efter fundet af Dødehavsteksterne kan vi altså læse den på originalsproget.

Også helt ukendte tekster dukker fortsat op: Blandt en håndfuld pergamentstumper, som en israelsk professor sidste år købte af en antikvitetshandler, blev således fundet dele af en hidtil ukendt fortolkning af historien om Abraham, der får besked af Gud om at ofre sin søn Isak.

Købet rejste dog også et problem: Professoren mente selv, at han blot havde reddet teksterne fra at forsvinde ned i private samleres bankbokse – men kritikere anklagede ham for dermed at give en slags officielt ”blåt stempel” til det grå eller sorte marked, hvor fund fra oldtiden handles uden myndighedernes kontrol. Det er et moralsk dilemma, som næppe har nogen enkel løsning.

Nyt fra ”gamle” ruller

De nye fund er imidlertid småting sammenlignet med det, der allerede foreligger. Og her er forskningen i disse år nået til et vendepunkt, hvor en helt ny fase i forståelsen af teksterne kan tage sin begyndelse. Det hænger sammen med, at udtrykket ”Dødehavsruller” egentlig er ret upræcist: Man skulle strengt taget snarere tale om ”Dødehavs­konfetti”! I den første hule, beduinerne fandt i 1947, stod der syv skriftruller pænt pakket af vejen i lerkrukker, og de blev alle udgivet i løbet af ganske få år, så hele verden kunne læse med. Men i de følgende år fandt man yderligere ti huler i omegnen af Qumran-ruinen, og her var skrifterne opbevaret mindre omhyggeligt: ca. 100.000 stumper pergament og papyrus måtte fiskes frem mellem endnu større mængder flagermusegødning og ørkenstøv. Herefter kunne forskerne så gå i gang med at lægge puslespil. Arbejdet strakte sig fra midten af 50’erne og ca. ti år frem. Så var puslespillet stort set lagt: De tusinder og atter tusinder af stumper var blevet til ca. 900 forskellige religiøse håndskrifter fra den jødiske kultur i tiden umiddelbart forud for kristendommen. Men én ting er at lægge stumperne ud på arbejdsbordet i den nogenlunde korrekte rækkefølge – noget ganske andet er at oversætte, kommentere og udgive hvert enkelt af de 900 skrifter. Det sidste er man først omkring årtusindskiftet blevet helt færdige med.

Men nu ligger hele materialet der, og det er derfor, det giver mening at tale om en ny tidsalder i udforskningen af rullerne: De første mange år gik med at finde ud af, hvad der overhovedet stod i teksterne, og hvordan det enkelte håndskrift skulle forstås. Nu kan vi for alvor gå i gang med den endnu mere spændende opgave, som det er at finde ud af, hvad hele det samlede Qumran-bibliotek har at sige fx om Messias, om Moseloven, om livet før og efter døden – og om, hvordan man som jøde holder gudstjeneste, både i templet i Jerusalem og uden forbindelse med templet.

En af de første erkendelser, man her gør, er, at teksterne ofte har flere yderst forskellige ting at sige. Tag nu fx spørgsmålet om gudstjenesten: Nogle tekster beskæftiger sig med regler for, hvad der må foregå i det eksisterende tempel. Andre ignorerer fuldstændig det historiske tempel og er helt optaget af fantastiske visioner af et fremtidigt fornyet Jerusalem i stil med det, vi kender fra slutningen af Johannes’ Åbenbaring. Men hvor Johannes’ vision skildrer et Jerusalem uden tempel (fordi ”Herren er dens tempel”), så er forventningerne til det fremtidige tempel i nogle af Dødehavsrullerne skruet op til et så fantastisk niveau, at man ville blive nødt til at fylde hele Kedron-dalen øst for Jerusalem op med jord, før det ville være muligt at realisere sådan et byggeri.

Atter andre tekster beskriver derimod en gudstjeneste helt uden tempel: Der er tale om udførlige samlinger af faste foreskrevne bønner til hver dag i en uge eller måned, eller hver sabbat i et helt kvartal. En sådan tempelløs gudstjeneste blev en nødvendighed for jøder, da den romerske 10. Legion havde hærget Jerusalem i 70 e.Kr. og jævnet templet med jorden. De kristne kunne naturligvis begrunde deres tilsvarende gudstjenestepraksis med henvisning til, at Kristus én gang for alle havde bragt sig selv som et offer, der gjorde fremtidige ofre i templet overflødige. Men af Dødehavsrullerne kan vi altså se, at selve måden at gribe den form for gudstjeneste an på var velkendt, mens templet endnu stod i al sin pragt.

Også blandt disse bønnebøger er det forskelligheden, der er noget af det mest påfaldende og lærerige: Én samling indeholder korte takkebønner til hver morgen og aften i en måned – en anden dækker kun en uge, og har kun én bøn pr. dag, men bønnerne er til gengæld væsentlig længere og består ikke kun af taksigelser, men også af tilbageblik på folkets historie. Også til de årlige religiøse højtider er der forskellige bønner. Den mest oplagte forklaring er, at de varierende tekster stammer fra forskellige grupper inden for jødedommen, som havde hver sin gudstjenestepraksis. I det hele taget bidrager Dødehavsteksterne til en forståelse af den tids jødedom som en temmelig spraglet forsamling af grupper med vidt forskellig måde at forstå det fælles grundlag i Moseloven og templet. Og i hvert fald i udgangspunktet har de tidlige kristne ikke nødvendigvis skilt sig påfaldende mere ud fra deres omgivelser end andre grupperinger.

Nyt fra arkæologien

Hermed er vi ovre i yderligere et felt, der er langtfra færdigt med at blive kortlagt: Hvor kom teksterne fra? Når vi ovenfor har tilladt os at kalde dem for ”Qumran-biblioteket”, afspejler det en ret traditionel opfattelse: At disse tekster udgjorde én bestemt gruppe menneskers bogsamling. Og ofte har man jo netop også forestillet sig, at rullerne tilhørte et religiøst samfund med adresse i Qumran-bebyggelsen ved Det Døde Hav, som de i alt elleve huler med skriftfund alle ligger i nogenlunde nærhed af. Men hvordan rimer det med, hvad vi her har skrevet om teksternes meget forskellige interesser og anliggender?

Selv det mest lukkede religiøse samfund læser som regel ikke kun bøger, det selv har skrevet. Det mest oplagte eksempel er Bibelen: Ingen forestiller sig, at folk i Qumran selv havde forfattet de gammeltestamentlige skrifter, som udgjorde ca. en tredjedel af biblioteket. Men også ikke-bibelske tekster som den førnævnte Enoks Bog har åbenlyst været fælles gods for Qumran-boerne og andre jødiske grupperinger. Og der er ingen gode grunde til, at det samme ikke skulle gælde fx mange af de omtalte gudstjenestetekster.

Selv hvis den gængse forskning har ret i, at Dødehavsrullerne var en lille lokal religiøs gruppes bogsamling, har der altså i denne bogsamling været mange ting, som ikke blot fortæller os noget om denne specielle gruppe, men mindst lige så meget om jødedommens mange ansigter i resten af det hellige land.

Imidlertid er den arkæologiske del af forskningen i Dødehavsrullerne nok endnu længere fra at kunne sige ”færdigt arbejde” end den del, som arbejder med skrifternes indhold: Arkæologernes rapporter fra de oprindelige udgravninger af stedet i 1951-56 er endnu kun delvis bearbejdet, og potteskår er ikke anderledes end bogstaver: De er menneskelige efterladenskaber, som skal ”læses” og fortolkes, før der kommer en forståelig historie ud af dem. Og ”læserne” er ikke altid enige: To israelske arkæologer, Yitzhak Magen og Yuval Peleg, som de sidste ti år har været i gang med yderligere udgravninger ved Qumran, har for nyligt offentliggjort deres konklusioner: Qumran var overhovedet ikke hjemsted for en klosterlignende gruppering, det var derimod en keramikfabrik. Unægteligt en alternativ ”læsning” af de hundreder og atter hundreder af madskåle, som man altid har opfattet som beregnet til bespisningen af de fromme jødiske mænd, som sad i Qumran og granskede Moseloven. Ifølge denne opfattelse har keramikfabrikken leveret de krukker, som fromme jøder på flugt fra den romerske hær skjulte deres hellige skrifter i. I så fald bliver det endnu mere klart, at Dødehavsteksternes indhold er jødedom generelt, og ikke kun en bestemt sekterisk variant.

Teorien er omstridt, og vi indrømmer med det samme, at vi selv hører til tekstnørderne og kun kan udtale os som amatører om arkæologien. Men vi følger ivrigt med i diskussionen, netop fordi den også har konsekvenser for vores fortsatte arbejde med teksterne.